BLB havde besøg af 2 repræsentanter fra Dansk Grejsamler klub på klubaften 21/2-23. Mange medlemmer var mødt nysgerrige op. Og de blev ikke skuffet. Entusiasme er nemt genkendeligt og her var der uden tvivl, tale om mennesker der gik 100% op i deres hobby. De havde forskellige interesser indenfor vintage fiskegrej, som spændte fra ældre engelsk grej, literatur og til lokalt produceret grej fra bl.a. Horsens, hvor Niel blinkene fyldte meget i deres beretning. De gik også gennem klubbens eget grej i udstillingen og var især begejstrede over Albert V. Jensens medestang, som klubben for nyligt har fået doneret af dennes sønner. Hjulet var de ikke i tvivl om kunne dateres til 1938, hvilket passer godt med beskrivelsen af Albert som fiskede i søen under 2. verdenskrig. Mange medlemmer havde også selv medbragt grej som de fik en datering og historie om.
De havde endda en lille opgave med til klubbens medlemmer. De havde tidligere været i besiddelse af et blink kaldet “Bygholm blinket” som de mener også er lokalt produceret. Såfremt nogle har viden om dette blink eller måske endda et eksemplar hører de meget gerne fra os. Henvendelse kan i første omgang ske til bestyrelsen.
Ingen tvivl om at denne aften var et super indslag. Især p.g.a. grejsamlernes viden og entusiasme, men også fordi vi nu har mere viden om meget af det grej vi har i udstillingen.