Opblomstringen af grøde og søens generelle tilstand har fyldt rigtig meget de sidste par år. Bestyrelsen i BLB har de sidste 2 år, arbejdet på, at forstå situationen og søge løsninger.
Som noget af det første nedsatte BLB et udvalgt til at grave dybere og det stod ret hurtigt klart, at BLB ikke er de eneste der har bemærket søens negative udvikling og er ramt af den.
Derfor er det en klar strategi at samle interessenterne i stedet for at arbejde alene.
BLB faciliterede 18/9 et møde på Kystens Perle med Horsens kommune. På mødet deltog også Horsens Roklub, Horsens Kajakklub og Horsens Statsskole. Kommunen var repræsenteret ved 2 instanser kaldet Overflade-Vand og Vandmyndigheden. BLB har tidligere været i dialog med begge og de var således ikke ubekendte med problemstillingen.
Mødet havde en ret omfattende dagsorden og kommunen tog sig tid til at besvare og komme med deres viden og erfaring.
Dialogen afslørede hurtigt at der groft tales om 2 ting når vi taler miljøtilstand og løsninger.
Den permanente forbedring, der skal skabes ved at nedsætte udledning af nærringsstoffer, og som er en del af vandmiljøplanen. Den grønne trepart skal skabe muligheder for dette bl.a. ved at udpege områder hvor landbrugsdrift skal omlægges eller stoppes. Den permanente løsning er meget langsigtet. Der er dog muligheder for, at man kan foretage restaurering af søen når udledningerne er stabiliseret. Dette ses andre steder i landet, hvor man anvender forskellige metoder bl.a. tømning og bortgravning af bundsegment eller via kemiske stoffer der kan binde den resterende tilstedeværende fosfor.
Herudover er der naturligvis den midlertidige forbedring, som i bund og grund handler om grødeskæring og tømning af sandfanget. Hyppigere tømning af sandfanget vil reducere sandvandringen og fjerne nogle af nærringsstofferne. Grødeskæring vil forbedre den rekreative anvendelse af søen, ikke mindst for os.
Den langsigtede permanente løsning er igang og Horsens kommune er tovholder for alle kommuner der har vandløb der udleder til Horsens Fjord. De første møder er kalendersat, men det er en langsigtet løsning.
De midlertidige løsninger som er foreslået af interessenterne giver tydeligvis panderynker hos kommunens repræsentanter.
Der fjernes årligt 100 kubikmeter sand i sandfanget og der var ingen der var i tvivl om, at økonomi er stopklodsen for at fjerne mere. Kommunen har ikke selv udstyret og det opgravede sand skal i deponi. Hvor nogle hørte begrænsninger hørte andre muligheder. Afsættes pengene er det muligt. Der blev iøvrigt diskuteret om vejdirektoratet midlertidigt kunne bedes tømme, da byggeriet af motorvejen lader til at tilføre mere sand. Kommunen var ikke afvisende og vidste det var sket andre steder.
Grødeskæring gjorde rynken i panden så dyb at bunden ikke kunne ses. Her er der ikke tale om økonomi. Desværre for de 4 klubber har tilbudt selv at finansiere det. Skæring kræver dispensation fra naturbeskyttelsesloven, og en sådan gives sjældent. Den kan i princippet kun gives såfremt tiltaget forbedrer miljøtilstanden i søen eller vandløbet. Der var en god debat om hvorvidt de næringsstoffer man fjerner via den bortskaffede grøde ikke kunne betragtes som en forbedring. Desværre er erfaringen at processen ved skæring eller oprivning frigiver langt større mængder fosfor fra bundsegmentet end man fjerner via grøden.
Når vi ser grødeskæring af andre vandløb, for nyligt Hansted å, så skyldes det, at tiltaget har været normal vedligehold før skærpelserne i loven. Tiltagene kan dermed fortsætte for dette vandløb.
Efter mødet kunne de 4 klubber konkludere, at der er ret stort fokus fra kommunens side på at forbedre miljøtilstanden. Desværre ligger alle tiltag på de langsigtede løsninger. Men der er ingen tvivl om, at kan det bevises , at grødeskæring er et tiltag der forbedrer miljøtilstanden i søen vil der kunne opnås en dispensation.
Taktikken er herfra at påvirke byrådet til økonomisk prioritering til tømning af sandfanget, samt at få frembragt vores synspunkter for kommunens BNK (Bæredygtighed, Natur og klima) udvalg på efterårets møde. Deres opbakning vil kunne påvirke en beslutning om dispensation.
Der har den seneste tid været fokus på problemet i dagspressen. Bestyrelsen opfordrer naturligvis til, at vi støtter og deler disse opslag. Men samtidig håber vi, med denne opdatering også, at medlemmerne sætter sin lid til, at denne kamp skal vindes gennem ordentlig dialog og at vi har allieret os og dermed står meget stærkere.
Bestyrelsen vil gerne takke det nedsatte udvalg i BLB for en stor arbejdsindsats og håber i vil fortsætte med at kæmpe for BLB og Bygholm sø.
