8/8 bød BLB velkommen til årets 2. marathon på søen. En konkurrence i tilpasset format idet ålen er blevet fredet.
17 medlemmer skrev sig dog ind på Kystens perle og meldte klar til start. Da Aborre var ny art til konkurrencen, valgte mange at starte fiskeriet allerede kort efter kl. 16. Let vind og overskyet vejr blev først på aftenen afløst af solskin og et blankt vandspejl.
Grøden på lavvandet gjorde at bådene lå samlet på nederste stykke af søen, hvilket er med til at gøre sådan en konkurrence mere social.
Både Aborre og Gedde var bidelystne og flere ramte gode stimer med spinneren. Desværre har de større Aborre en tendens til, at holde sig lidt for sig selv, men det er uden tvivl sjovt når man finder stimerne med de små til mellemstore fisk.
Det lykkedes Jacob Wolff og Anders Ramsing at finde de lidt større eksemplarer. Jacob med en flot Aborre på 520g og 33cm og Anders med en Aborre på 440g og 31cm. De kunne således fordele 1. og 2. præmie imellem sig.
Sandarter blev der desværre ikke vejet ind, men de hilste på. En enkelt set vende i overfladen og en sandart mistet, på et klassisk forsigtigt sandart take.
Gedderne ville også gerne have de lidt mindre skaller på dagen, og der blev fanget flere gedder på mellem 25cm og 7,5kg.
Og ja vores fredede ål var faktisk også i hopla og en enkelt deltager kunne melde om 6 genudsatte ål allerede til midnat.
Arrangementet sluttede kl 01.00 med præmieoverrækkelse og biksemad på Kystens Perle.
Bestyrelsen vil gerne takke for den flotte opbakning trods store ændringer i 11. time. Alt i alt blev det en hyggelig aften på vandet. Husk at hvis i har forslag til ændringer, nu hvor ålen ikke kan fiskes, så skriv til bestyrelsen.

